PRESSEMEDDELELSE:
Ny markant uddannelsesfusion i Horsens VIAs erhvervsskoleaktiviteter og Business College Horsens går sammen i ny stærk uddannelsesinstitution. Sammenlægningen opfattes som et plus for Horsens af både politikere, erhvervsliv og faglige organisationer
VIA University College har besluttet at udspalte erhvervsskoleaktiviteterne i Horsens til Business College Horsens. Aktiviteterne, som udspaltes, omfatter de tekniske erhvervsuddannelser, HTX og AMU. Formålet med sammenlægningen er at skabe en stærk og lokalt forankret erhvervsskole, som både kan sikre nye uddannelsestilbud, og udnytte synergien til at udvikle de bestående udbud.
Sammenlægningen åbner også for at skabe et attraktivt og dynamisk erhvervsgymnasium, der samler HHX og HTX. På den måde kan der bygges bro mellem de merkantile og tekniske studieretninger med særlig fokus på innovation, iværksætteri, teknologianvendelse og globale kompetencer.
Gennemprøvet model Alt i alt vil sammenlægningen skabe en institution, der understøtter de mange fælles bestræbelser på at gøre Horsens til en attraktiv uddannelsesby, som både fastholder og tiltrækker flere unge og dermed bidrager til at skabe kvalitet og vækst til gavn for erhvervsudviklingen i Horsens-området.
En sammenlægning af handelsskoler og tekniske skoler er allerede gennemført i en række byer som for eksempel Holstebro, Viborg, Herning, Randers, Hjørring og Slagelse.
”Og de er gennemført, fordi det giver mening. Det er også derfor, der er opbakning til den her model hos både politikere, erhvervsliv og faglige organisationer. Det er en rigtig god løsning, som på sigt skaber nogle bedre uddannelser til gavn for Horsens,” udtaler rektor for VIA University College, Harald Mikkelsen.
Nødvendig fremtidssikring Baggrunden for, at VIA vælger at udspalte en del af sine aktiviteter i Horsens er, at VIA som professionshøjskole ikke kan opnå godkendelser fra Undervisningsministeriet til udbud af nye erhvervsuddannelser og AMU-kurser, og derfor ikke vil kunne imødekomme behovet for det bedst tænkelige uddannelsestilbud i Horsens inden for disse områder. Oprindeligt var det planen at udspalte VIAs erhvervsskoleaktiviteter i en selvstændig institution, men da der kom en åbning for at erhvervsskoleaktiviteterne i stedet kunne blive en del af denne nye uddannelsesinstitution i Horsens, kan situationen nu udnyttes til at skabe et stærkt uddannelsestilbud, som i højere grad understøtter forbindelsen mellem erhvervsuddannelser og erhvervsgymnasiale uddannelser på den ene side og VIAs videregående uddannelser på den anden. Sammen med begge institutioners udbud af efteruddannelse og kompetenceudvikling er Horsens med beslutningen derfor virkelig godt stillet på uddannelsesområdet.
De eksisterende organisationsstrukturer fastholdes indtil videre, men revurderes i løbet af efteråret med inddragelse af hele den kommende institution. Det er Business College Horsens, som er den fortsættende institution i samarbejdet, og den fortsættende leder er direktør Hans Werner Jacobsen. Derfor vil den kommende proces for sammenlægning blive varetaget af Hans Werner Jacobsen.
Sammenlægningen er betinget af endelig godkendelse i bestyrelserne for VIA University College og Business College Horsens og af Undervisningsministeriet.
For yderligere kommentarer kontakt:
Rektor for VIA University College, Harald Mikkelsen hm@viauc.dk / 87 55 10 01
Direktør for Business College Horsens, Hans Werner Jacobsen hwj@bchorsens.dk / 29 45 61 07
Bestyrelsesformand for:
Business College Horsens, Svend Aage Hansen, 27sah@hk.dk / 40 15 92 77
VIA University College, Johannes Flensted-Jensen, jflensted@gmail.com / 20 84 03 52
PDF af pressemeddelelsen. |